Bøger, musik og malerier
Det lå egentlig ikke i kortene, at jeg skulle skrive bøger, male og bruge lydvibrationer og musik i mit liv og virke. Det kom sent, men nu kan jeg ikke forestille mig en dag uden aktivt at bruge mine kreative sider til at få en dybere forståelse samt integration af og forbindelse til de finere energier og frekvenser.
Jeg bruger min kreativitet som en vej til at få ellers svære emner ned i øjenhøjde og løsnet dem op både for mig selv og i mit arbejde med individer og grupper. Det er blevet en fast del af min tilgang at gå kreativt til værks, når jeg fokuserer på livets store spørgsmål.
Det skrevne ord
Ordene kommer til mig helt af sig selv. Efter en voldsom vandre-ulykke i forbindelse med en pilgrimstur i Frankrig forstod jeg, at det ikke længere blot var en mulighed at skrive, men et kald og en nødvendighed for mig. Derfor skriver jeg nu nærmest dagligt, og jeg oplever, at ordene og bøgerne er et naturligt udtryk for mit åndelige virke. Det er en form for legemliggørelse af det, jeg arbejder med.
Begge bøger kan købes mange steder og direkte her hos mig.
Klik på bøgerne for at læse mere om dem.
Musik og lydvibrationer
Jeg bruger ofte klangskåle, stemmegafler og stemmens lyd i mine sessioner – både for individuelle og i grupper. Disse elementer understøtter, inspirerer og åbner for et skifte i frekvens og en afbalancering af energien.
Gennem musik og lydbølger kan vi fremkalde en højere vibration og skabe, forstørre og lade os minde om den evige forbindelse mellem mennesket og ånden. Lydbølger bevæger energi gennem frekvenser og kan åbne de områder i kroppen, i sindet og i ånden som resonerer.
De to albums, jeg har udgivet, er lavet af musikere, sangere og lydmennesker, som jeg har undervist og inspireret. Der er flerstemmig sang improviseret med udgangspunkt i velkendte melodier. Der er guidede meditationer med understøttende lyd. Og der er original skrevet og komponeret musik med improvisation og åndelig frihed som fokuspunkt. Alt sammen til understøttelse og inspiration af den individuelle åndelige vækst for alle.
Lyt til udgivelserne her.
Malerier
Jeg er umiddelbart et menneske af ordet. Når jeg læser, hører jeg ordene som energi og frekvenser. Når jeg går i dybden med en tekst, læser jeg ordene igennem flere gange og mediterer på det læste. Nogle gange kommer der billeder, farver og tekstur under meditationen, som fremkalder den dybere mening og åbner for nye nuancer og nye forståelseslag. Herfra opstår mine malerier.
En del af de billeder, jeg har malet, bliver brugt i mine bøger, nogle bliver også solgt til mennesker, der føler at et bestemt maleri resonerer på et indre plan. Hvis du er interesseret i et af billederne vist på hjemmesiden eller i en af mine bøger, så kontakt mig for at høre nærmere.